Uddrag fra ”Boken om Margretetorp” med tilladelse fra forfatteren Ove Torgny.
Margretetorp - en af Nordens ældste gæstgivergårde
Margretetorp ligger meget strategisk langs den naturlige og vigtige strækning fra Skåne til resten af Sverige og selvfølgelig også Norge. Her ved Hallandsåsens fod har rejsende gjort holdt til alle tider og fået mad og hvile, både før og efter den krævende tur hen over den sandholdige ås.
Der er belæg for, at der har været gæstgiveri på stedet allerede i 1300-tallet. Visse kilder taler for, at gæstgiveriet er endnu ældre. I middelalderen rejste myndighedspersoner ofte rundt, og kongsgårde og adelens besiddelser gav ly for natten. Kirkens folk overnattede i klostre eller præstegårde. Andre rejsende var få og velkomne på en hvilken som helst bondegård. Uden konkret dokumentation kan det have været sådan, at der på Margretetorp fandtes en bondeslægt, som gerne åbnede sit hjem for de rejsende. Men med øget trafik fulgte også misbrug af gæstfriheden, og mange bønder blev overbelastet af gæster, der ikke betalte for deres ophold.
I Sverige udfærdigede kong Magnus Ladulås allerede i 1280 regler for at stoppe belastningen fra ikke-betalende gæster. I hver by skulle der være en person med ansvar for at sørge for mad og logi mod betaling. I Danmark, og følgelig i Skåne, stiftede kong Erik Klipping allerede i 1283 en lov med krav om, at der skulle være herberger langs vejene. Margrete den 1.'s lov fra 1396 krævede, at der var et værtshus for hver 4. mil.
Margretetorp lå i perfekt afstand fra Helsingborg, den første havn for rejsende, der skulle nordpå. Dronning Margrete rejse meget og vidste, hvilke krav der burde stilles. Middelalderens foretrukne transportmiddel var naturligvis hesten. Gæstgiveriet fungerede som datidens tankstation. Her kunne man skifte hest eller fortsætte rejsen på anden vis. Fuldt udbygget blev gæstgiveri- og transportsystemet, da Skåne blev svensk, og dronning Kristina udfærdigede en gæstgiveriforordning i 1644.
Spændende begivenheder
Efter freden i Roskilde i 1658, hvor Skåne og Halland blev afstået til Sverige, ventede der svære tider for Margretetorp på grund af den udsatte beliggenhed ved grænsen. Snaphaner og såvel danske som svenske tropper røvede og brændte. Byen inklusive gæstgiveriet brændte ned. Hallandsåsen havde også længe før snaphanekrigen været et tilholdssted for røvere og kriminelle i skovene. Også ind i 1800-tallet gjorde røvere og banditter vejen farlige for trafikanterne hen over åsen.
I de efterfølgende fredsår i 1700-tallet blev Margretetorp opbygget og udbygget til en fuldt funktionel virksomhed. Den nye gård blev opført som en stor skånsk bondegård. Gæstgivergårdene, som i modsætning til byernes kroer, var opstået gennem kongelige forordninger, udfyldte mange opgaver. De var ikke kun mad- og hvilesteder for rejsende, men fungerede også som samlingslokaler for bønderne, og som knudepunkter for transportvæsnet og postomdelingen.
Ekbergs - en rigtig gæstgiverslægt
I meget lang tid var Margretetorp i den ekbergske slægts eje. Kirkebøgerne giver først pålidelig dokumentation herfor i den senere del af 1700-tallet, men gårde gik ofte i arv fra far til søn, og sådan har det med største sandsynlighed også været her. Anders Ekberg var kroejer i anden halvdel af 1800-tallet - de år, hvor gæstgiverierne udviklede sig til bedrifter og udflugtsmål. Han var en håndfast mand, som gerne hjalp ordensmagten i jagten på tyve på åsen. Anders' gevær hang altid over sengen - og var ladt.
Da Anders døde i 1896, tog hans enke Helena over. Hun var vokset op hos sin rige faster i Irland, og det var ved et besøg på Hallandsåsen, at hun mødte Anders. Hun styrede gården med fast hånd til sin død i 1909. Her var ikke tale om en tilfældig gæstgiverfrue - hun talte tre fremmedsprog flydende. Den røde teglvilla, som i dag kaldes Vinslottet, lod Helena opføre i 1902 i irsk-engelsk villastil.
Næste generation Ekberg var den legendariske Carl Ekberg og hans hustru Esther. Han var historiefortælleren, som gav Fredrik Böök stof til sine ”Historier från Hallandsåsen”, og som gjorde Margretetorp til et litterært gæstgiveri. Til den litterære og kunstneriske kreds omkring Fredrik Böök hørt blandt andet Erik Lindorm og Albert Engström.
I Carls tid flyttede gæstgiveriet til ”Vinslottet”. Villaen husede gæstgiveriet frem til 1955. Allerede i 1938 havde Carl købt den trelængede Per-Anders-gård, som havde været i en bondeslægts eje i mange hundrede år. I 1956 flyttede gæstgiveriet hertil. Det er denne gård, som i dag er hovedbygningen.
Dronning Margretes gård
Legenden fortæller, at dronning Margrete den 1. rejste i spidsen for sin hær for at forsøge at besejre den svenske kong Albrecht af Mecklenburg. Hun skulle hen over åsen med sit følge og havde brug for mad og hvile. Dronning Margrete den 1. tog ind på kroen i Kägletorp, som Margretetorp hed den gang, og syntes, at servicen var god. Kroejeren blev så glad, at han på stående fod døbte sin kro Margretetorp, for at bevare mindet om det kongelige besøg.
Det er en god historie, men ifølge Dialekt och Ortsnamnsarkivet i Lund er navnet formentlig meget ældre end det. Gårdnavne med Margareta som første led opstod normalt i 1100-1200-tallet. Første gang, Margretetorp nævnes på skrift, er i Krabbes jordebog fra 1524.
På kortet finder vi første gang Margretetorp i 1644. ”Scania vulgo Schonen” er det første virkelig nøjagtige kort over Skåne.
Kendisser på gennemrejse
Birger Jarl rejste til Danmark for at gifte sig med den danske kong Abels enke Mechtil. I 1261 passerede han Margretetorp med sit store følge på både turen både ned og op ad åsen. Her fandt han en venligsindet familie at gæste, fortæller legenden.
Både rigshøvedsmanden Engelbrekt, som i foråret 1436 mødte Erik af Pommerns styrker i Luntertun - det nuværende Ängelholm - og den hellige Birgitta kan have rejst gennem byen Margretetorp.
I juni 1654 passerede den abdicerede dronning Kristina grænsen mellem Sverige og Danmark. Da hun var kommet over grænsen, skiftede hun fra dronningedragt til mandsklæder med en kårde ved hoften. Det er ikke sandsynligt, at hun skiftede ude på heden. Margretetorp var det første ”lokale”, hun stødte på syd for grænsen, så det er sandsynligt, at skiftet fandt sted her.
Gustav den 3. mødte sin Sophie Magdalene i Helsingborg i 1766 og ledsagede hende hjem med et følge på 400 heste og 56 vogne. Ved broen over grænsebækken havde hallænderne rejst en æresport af granris med en krone, som stadig kan ses i Östra Karups kirke.
Oscar den 1. gæstede Margretetorp, da den nye landevej blev indviet i 1850. Gustav den 6. gjorde ofte holdt her på vej til Sofiero.
Det seneste store besøg var, da Carl 16. Gustav foretog sin Eriksgata sammen med dronning Silvia i september 1983. Her spiste man frokost på Margretetorp med en typisk skånsk menu: sildetallerken, fasan, kaffe og kage.
